torsdag den 15. august 2019

Bloggen flytter!

Grundet navneændring, vil bloggen fremover kunne findes på

www.livinginastorm.momsterblog.dk

og på Instagram på profilen living_in_a_storm

Opskrifterne herfra vil løbende blive rykket med over på det nye domæne.

I forhold til samarbejde, kan jeg kontaktes på frustorm@outlook.dk indtil videre.


Rigtig god dag.

onsdag den 26. november 2014

Vaffelrørskagen á lá Rebelsig


Vaffelrørskagen har gået sin sejrsgang i blogland i noget tid og jeg blev selv betaget af den, da det er en meget simpelt pyntning af en kage, så det hurtigt ser flot og specielt ud.

Sammen med walesstængerne, medbragte jeg denne kage til Tommis farmors fødselsdag i oktober.
Vaffelrørskagen var oplagt, men istedet for den klassiske runde, lavede jeg den i en stor rektanglet springform, så der var nok til alle mand.

Jeg lavede bundene af min all times yndlingskage - chokoladesnask kagen og fyldte den med hindbærmousse og en hvid chokolade mousse. Jeg smurte kagen op med 'snasken' fra chokoladesnaskkagen og det gjorde at vaffelrørene blev stående under udskæring.

Jeg brugte næsten to bøtter vaffelstænger til denne kage og pyntede så med mini-skumfiduser og m&m. HUSK blot at vaffelrørene først skal på kort tid inden servering (f.eks. 3-5 timer før), da vaffelrørene bliver bløde ved at sidde fast i den bløde 'snask'.

Det var en super succes og fødselaren var rigtig begejstret for 'hendes' kage :)





mandag den 24. november 2014

Walesstang med flødecreme


I oktober fyldte Tommis farmor 83 år og det skulle fejres.

Hun havde spurgt om jeg ville lave kagerne til dessert og kaffe og hvem siger nej til at lave kage? :)

Jeg havde dog glemt at jeg på dagen skulle til Odense og løbe Hjerteløb, så alt skulle forberedes lørdag, så Tommi nemt kunne tage det med søndag middag.

Walesstang var på ønskesedlen og jeg ville have lavet dem med flødecremen indeni, men når nu det endte med at Tommi skulle færdiggøre dem, gjorde vi det nemt og smagen er jo den samme. Jeg synes han pyntede dem super flot og fødselaren og gæsterne var begejstrede.

2 walesstænger med marmelade, flødecreme og frugt
225 g. smør
4½ dl. vand
3 tsk. sukker
225 g. mel
ca. 6 æg

Kom smør, vand og sukker i en gryde og kog det op. Tag gryden af varmen og tilsæt melet under piskning til dejen slipper gryden. Lad det køle af i et par minutter og tilsæt så æggene - et af gangen- imens der piskes rigtig godt imellem hvert æg. Dejen må ikke blive for tynd.
Hæld dejen i en sprøjtepose og sprøjt ud i to aflange stænger på en beklædt bageplade. Bag ved 220 grader midt i ovnen i ca. 25 minutter - husk nu ikke at åbne lågen før tidligst efter 20 minutter. 
Lad stængerne køle af. 

Pynt de afkølede stænger med marmelade, konditorcreme/flødecreme, frugt og evt. chokoladepynt.



onsdag den 29. oktober 2014

Mulligatawny suppe til det kolde efterår


De fleste husker måske Mulligatawny suppen, som forretten i "90-års-fødselsdagen" som vises hvert nytår inden klokken slår 24...
Andre mangler måske bare en god opskrift på en lækker suppe...

Ifølge Wikipedia betyder navnet på suppen 'peber-vand', men det er nu meget misvisende i min optik. Suppen smager primært af en grøntsagssuppe kogt på hønsefond med let smag af kokos og rejer, hvis sidstnævnte altså er det fyld, man vælger at tilsætte fremfor kylling.

Jeg kan ikke fordrage rejer, så det får Tommi kun med på æggemaden i madpakken og hvis vi en sjælden gang laver stjerneskud herhjemme. Jeg havde glemt at tage kylling op til denne suppe, som ellers var min plan og eftersom suppe uden kød er meget ilde set herhjemme var gode råd dyre. Rejerne var hurtige at tø op og passede perfekt i suppen. Tommi var lykkelig!
Tilsæt dem dog først til allersidst eller kom dem direkte i den op-øste portion, da de efter kort tid bidrager med meget smag og det bliver derfor til decideret rejesuppe efter få minutter.

Inspirationen til suppen er hentet ved Saras Madunivers.

4 portioner
1 klat fedtstof
2 spsk. karry
2-3 løg, hakket
2-3 gulerødder i mindre tern
1 liter hønsefond (1 l. vand+2 bouillonterninger)
1 dåse flåede tomater
1 æble i tern
2 spsk. citronsaft
2 spsk. Maizena
Salt og peber
Evt. kogte ris+kogt/stegt kylling (400 g.) eller rejer (250 g.)

Varm en gryde op med fedtstof og svits karryen kort. Tilsæt løg og gulerødder. Tilsæt tomater og hønsefond og lad simre i ca. 30 minutter - rør af og til. Tilsæt kokosmælk, æbletern og Maizena (rørt op med lidt vand). Smag til med citron, salt, peber og karry. Tilsæt evt. kylling/rejer.
Kom en portion kogte ris ned i serveringstallerknen og hæld suppen over.
Server rygende varm, imens regnen siler ned udenfor...

mandag den 6. oktober 2014

Kyllingefarsbrød med soltørrede tomater, feta og ris


Jeg mindes min mor altid kom kogte ris i hendes farsbrød og at det gav ekstra bid og smag.

Derfor var jeg rigtig glad, da jeg så i køleskabet at der var lidt ris tilbage fra dagen forinden. Smagen er super og man får lyst til mere efter hvert bid.

Jeg serverede det med rå rødbede-råkost med sesam, kartofler og stegeskyen fra farsbrødet. Mums!

4 personer
500 g. hakket kyllingekød
1 løg, finthakket eller revet
1 fed hvidløg
1½-2 dl. kogte ris
2 håndfulde hakkede soltørrede tomater
1 dl. salattern/feta
1 håndfuld hakket persille
2 æg
Salt og peber
1 pakke bacon

Bland alle ingredienser (undtagen bacon) sammen til en fars. Form til et farsbrød i et ovnfast fad og dæk baconskiver over. Hæld 2 dl. vand med i fadet og bag ved 200 grader i ca. 35 minutter. Server :)







 
 

torsdag den 2. oktober 2014

Efterårsmad: Karrykål med blommer og røget medister


 Dette er en rigtig efterårsklassiker hjemme ved os og jeg har efterhånden lavet det et par gange, men har ikke blogget opskriften, da jeg ikke finder retten så fotogen. Men efter at have haft rester med på arbejde, måtte jeg hellere poste opskriften. Mange mangler åbenbart inspiration til at bruge hvidkål og denne ret får hele huset til at dufte af krydderier og efterår. Samtidig er den nem og passer sig selv, så den passer perfekt ind i hverdagen.

4 portioner
1 hvidkål, snittet
2 løg, groft hakket
Karry efter smag
Lidt fedtstof (olie eller margarine)
½ liter vand
2-3 gulerødder, i skiver
Salt og peber
1 ring røget medister i skiver
6-9 blommer i kvarte

Varm en gryde op med lidt olie/margarine og svits karryen lidt af. Tilsæt løg og steg til det er klart/gennemsigtigt. Tilsæt hvidkål, gulerødder og vand og lad kålen falde sammen under låg i ca. 10 minutter. Tilsæt medisterskiver og simre videre i 5-10 minutter. Smag til med salt, peber og karry. Tag af varmen og vend blommerne i.

Endnu et af de smukke billeder jeg fik taget af en tysk fotograf i sommers :)

søndag den 28. september 2014

Æblekage-muffins (makronmuffins med æblegrød og flødeskum)


Når jeg bager kage til jobbet, er det som regel en ny uafprøvet opskrift og det sker at det 'går i kage'. Derfor har jeg altid en plan b klar. Det havde jeg også i sidste uge hvor jeg legede med popcornskage.

Reservekagen var disse muffins som er muffinsudgaven af den klassiske gammeldags æblekage med makroner, æblegrød og flødeskum på toppen.
De vakte lykke og smagte rigtig godt, men skal spise på dagen eller snarest derefter, da makronkagen hurtig bliver kedelig med æblegrød indeni. Alternativ kan man jo fryse muffins og æblegrød hver for sig og så tø op ved servering.

De er rigtig nemme at bage og det tog ikke længe at udhule, fylde og pynte dem. Jeg havde desværre kun min sifon til at pynte med og det gav langt fra samme pæne resultat, som ved en sprøjtepose med tyl.

12 muffins
125 g. smør/bagemargarine
125 g. sukker
3 æg
Korn fra 1 vaniljestang
100 g. mel
250 g. knuste makroner

1 portion æblegrød (500 g. skrællet æbler uden kernehus i både, 30 g. sukker, korn og stang fra 1 vaniljestang og lidt under 1 dl. vand)

Flødeskum
Frisk æble i tynde både vendt i lidt citronsaft

Start med at lave æblegrøden så den kan køle imens du bager. Kom alle ingredienserne i en gryde og bring i kog ved middelvarme til æblerne er bløde og kan mases ud til mos/grød. Tag vaniljestang op og rør resten sammen til grød. Stil på køl og kom grøden i en sprøjtepose når afkølet.

Bag muffinsene ved at piske æg og sukker til en luftig skum. Tilsæt vaniljekorn, mel, makroner og smeltet smør/margarine. Rør hurtigt sammen (min dej blev ret fast) og fordel i muffinsforme i en fast muffinsform (alu eller silikone).
Bag ved 180 grader i ca. 20-25 minutter. Afkøl på en rist.

Når dine muffins er afkølet udhules de i midten og der fyldes æblegrød i gennem en sprøjtepose. Stil på køl og inden servering pyntes de med flødeskum og en æbleskive.








lørdag den 13. september 2014

Kødboller med cheddar og hvidløg samt en kæmpe lækker rösti



Opskriften på kødbollerne er fra en kollega og i original opskriften skal der næsten dobbelt så meget cheddar i, men jeg synes de 100-120 g. er rigeligt. Jeg stegte dem i ovnen og det var nemt og de holdte fint formen under stegning.

De passer super godt ind på et buffet/tapasbord og lav endelig en stor portion, da de smager godt som små hapsere - også kolde.

Den store rösti er inde fra Saras Madunivers og sikke en lækker blog med en masse hverdagsmad. Jeg har fundet rigtig meget inspiration herinde de seneste måneder. Ligesom Sara klippede jeg röstien i mindre stykker og stegte dem sprøde i ovnen.

Jeg serverede desuden en råkost og en dressing lavet af creme fraise, lidt chilimayo, citron, ketchup og løgpulver som passede godt til kødbollerne.

40 kødboller
500 g. hakket oksekød
2 fed hvidløg
1 æg
100-120 g. revet cheddar
1 tsk. løgpulver (kan undlades)
Salt og peber

Bland alle ingredienserne sammen i en skål og form til små kødboller som enten steges på en pande i margarine eller som sættes på en beklædt bageplade. Bag i ovnen i ca. 15-20 minutter ved 190 grader. 

Kæmperösti/8 stykker
1 kg. kartofler - skrællet og groftrevet
75. g. smeltet smør
1 æg
1½ tsk. salt
 tsk. timian
Peber

Pres det meste vand ud af de revne kartofler og kom det i en skål sammen med de andre ingredienser. Bland sammen med hånden eller håndmikser. Fordel massen på en varm pande og glat overfladen af med en ske, så den er lige. Steg ved middelvarme i ca. 12-15 minutter. Læg et skærebræt ovenpå panden (pas på det ikke får brandmærker) og vend om og steg på modsatte side også. Når den er færdigstegt på begge sider kan den serveres. Skær/klip i 8 stykker. Hvis du laver den i god tid, kan den pensles med lidt olie og steges sprød og varm i ovnen ved 200 i ca. 10 minutter.







tirsdag den 1. juli 2014

Keftedes (græske kødboller) med rispilaf og tzatziki


I højbedet er der i år sået persille, purløg, timian, jordbær og mynte. Sidstnævnte vokser helt ustyrligt, så jeg har helt sikkert nok til at kunne lave mojito til hele byen...

Det valgte jeg ikke at gøre, men derimod at fremstille et lækkert græsk måltid, så vi kan drømme os tilbage til Kreta her i ferietiden, hvor kollegaerne er begyndt at stresse over det kommende fravær fra arbejdspladsen imens Tommi og jeg tænker at der fortsat er lang tid til.
Vi afholder sommerferie udenfor sæson. Det vil sige at vi tager en uge inden (vi har netop været i Berlin) og tager hovedferien når børnene er startet i skole igen og kollegaerne kommer tilbage. I år er ingen undtagelse og grundet vi skal passe mine forældres hund i august er ferien yderligere udsat til slut august og start september. Vi har endnu ingen konkrete planer, men mon ikke vi tager en afbudsrejse sydpå for at få lidt sol :)

Nå, men Grækenland i køkkenet.. Mynte, hvidløg, nødder og masser af friskhed i grønne krydderurter. Uhm. Desuden var det nemt at lave og det var hyggeligt at være to ved køkkenbordet. Det smagte så super lækkert at jeg var klar til at lave det igen og invitere gæster med det samme! Mættende og smagskraftigt!
I rispilaf'en tænker jeg at man fint kan tilsætte andre 'tern' f.eks. æble, tomat eller feta.
Der var til madpakken dagen efter og selvom jeg undlod tzatzikien, var der ingen der var i tvivl om at der var hvidløg i, da det stod og brummede i mikroovnen - så er I advaret :)

Keftedes - ca. 20-25 stk.
500 g. hakket oksekød
40 g. pinjekerner
1 løg, finthakket
½ håndfuld frisk mynte (ca. 5-6 blade)
1 håndfuld frisk persille
1 tsk. oregano
2 fed hvidløg
1 æg
2 spsk. mælk
2 spsk. rasp
Salt og peber

Start med at riste pinjekernerne på en tør pande. De skal tage let farve og hold øje, da det går stærkt. Ryst panden undervejs og brun dem ved middelvarme.
Imens hakkes løget fint og krydderurterne kommes i en kværn eller i et glas hvor de hakkes med en saks.
I en skål blandes kød med hakket løg, grofthakkede ristede pinjekerner, krydderurter (inkl. oregano), hvidløg, æg, rasp og salt og peber. Rør sammen til en sammenhængende fars og tilsæt mælken efter behov.
Stil på køl i ca. 30 minutter så det kan sætte sig.
Form til kødboller med en varm ske og sæt på en beklædt bageplade. Steg dem i ovnen ved 210 grader i ca. 20-25 minutter.

Rispilaf
3 dl. (rå) ris - gerne fuldkorn eller brune
1½ spsk. olie
1 rødløg, grofthakket
1 spsk. karry
2 fed hvidløg, presset eller hakket
20 mandler
1 stor håndfuld rosiner
1 håndfuld frisk persille
1 håndfuld frisk purløg
Salt og peber

Kog risene som anvist på pakken.
Varm en pande op med olie og tilsæt karry og løg. Når løgene er klare i udseendet tilsættes hvidløg, mandler og rosiner. Lad det blive varm og sluk for panden. Tilsæt de færdigkogte ris og vend hakket persille og purløg i og smag til med salt og peber.

Tzatzikien blev som jeg altid gør:
1 agurk
2 dl. skyr/græsk yoghurt
2 fed hvidløg
Salt

Riv agurken på rivejern og lad den dryppe af i en sigte, så væden presses ud af den. Bland i skyr hvor der presses hvidløg i og lidt salt. Man kan først smage til efter ca. 30 minutter på køl, da hvidløgssmagen skal trænge ud. Server!


onsdag den 11. juni 2014

Tacotærte - LCHF


Min kollega fortalte den anden dag om en tacotærte hun havde lavet hvor bunden bl.a. bestod af mandelmel og at den smagte rigtig godt. Jeg har selv tidligere lavet en, hvor man brugte en tortillapandekage som bund og det var ikke en succes...

Jeg fandt en opskrift jeg engang har printet ud og lavede en smule ændringer og der var ingen tvivl. Den var super lækker og kan klart anbefales. Vi går ikke op i LCHF, palæo eller stenaldermad herhjemme, så jeg ved ikke nok om det til at kunne forklare om det, men jeg har efterhånden prøvet et par af de der LCHF opskrifter om de har alle været rigtig gode. Tommi var også helt vild med den og fik julelys i øjnene da der var nok til aftensmad til to dage.

Jeg hader (H-A-D-E-R!) at rulle tærtedej ud og fucker det stort set hver gang, så da jeg hørte at denne dej bare skulle trykkes ud i formen var jeg lykkelig, men skeptisk; ville det nu holde sammen når den var bagt?
Svaret er ja. Jeg kunne skære fine stykker af tærten og bunden holdt hele vejen.

Jeg serverede tærten med guacamole og blandet salat og var sagtens en tærte jeg kunne forestille mig på et lækkert buffetbord, da den smager godt og er anerledes i forhold til de normale tærter.

1 tærte (ca. 4 personer)
130 g. mandler
35 g. solsikkekerner
30 g. sesamfrø
1 spsk. fiberHUSK (loppefrøskaller) - kan undværes
1 tsk. salt
40 g. koldt smør
1 æg

500 g. oksekød
Tacokrydderi (jeg bruger spidskommen, paprika, peber, salt, hvidløgsgranulat, løgpulver og lidt chili)
½ dåse majs

½ glas tacosauce

1 æg
2½ dl. creme fraise
150-175 g. revet ost - gerne cheddar

Start med at blende/minihakke mandler, solsikkekerner og sesamfrø til 'mel', bland så HUSK, salt og smør i og kør sammen til mere grov masse. Vend det i en skål og bland sammen med ægget (f.eks. med håndmisker med dejkroge). Stil det på køl i ca. 30 minutter.
Smør et tærtefad og fordel og pres dejen ud og op af kanterne. Prik et par steder med en gaffel. Forbag bunden ved 160 grader i ca. 20 minutter.

Imens laves fyldet. Brun kødet af i lidt fedt og tilsæt krydderierne. Smag til og tag fra varmen så snart det er færdigstegt.

Bland æg med creme fraise og revet ost sammen i en skål.

Når bunden er forbagt kommes fyldet i:
 - kød
 - majs
 - tacosauce
 - osteblanding

Bag tærten i 45 minutter og tag den ud og lad den sætte sig i ca. 5-10 minutter inden der skæres stykker ud.








tirsdag den 6. maj 2014

Roulade med friske jordbær, banan og flødecreme


Jeg fik en idé om at haven skulle hegnes ind. Så fridagen i torsdag gik turen til Davidsen Tømmerhandel og vi fik købt hegn og pæle. Det meste blev sat op samme dag, men lågerne ville jeg gerne have ekstra hænder til, så svigermor og handymand kom ud forbi mandag aften og hjalp med opsætning af hegn og til gengæld fik de min taknemmelighed i mad.

Aftensmaden blev spaghetti bolognese og aftenskaffen blev denne lækre roulade. De jordbær man kan købe nu er ikke ligefrem super gode, men de frister jo, så sammen med banan og flødecreme kom de ind i denne sukkerkage-roulade og smagen var rigtig vellykket. Alle tog 2 stykker :)

Jeg har tidligere haft min rouladedebut og det var så legende let, at jeg godt turde kaste mig ud i det igen. Vi spiste rouladen samme dag, men den kan fint stå til dagen efter og sætte sig. Sørg dog for at sætte den på det fad du vil serverer på og vent evt. med at pynte den til servering.

1 roulade/10 stykker
4 æg
125 g. sukker
100 g. mel
25 g. kartoffelmel
1½ tsk. bagepulver
Korn fra ½ vaniljestang eller ½ tsk. vaniljesukker
10-12 jordbær
1 banan
1 portion kogt kagecreme (hjemmelavet eller fra Dr. Oetker)
2½ dl. piskefløde pisket til skum (tag lidt fra til pynt)

Kom æggene i en skål og pisk med håndmikser til det er en gul masse. Tilsæt sukker under piskning og pisk i ca. 5 minutter til det er en luftig og cremet masse. Bland mel, kartoffelmel og bagepulver i en skål og sigt det ned i æggemassen af 4 omgange. Efter hver gang vendes det rundt med en dejskraber uden at luften presses ud.
Kom bagepapir på en stor bradepande/bageplade og fordel dejen herpå i et jævnt lag. Bag ved 220 grader (ikke varmluft) i 6 minutter. Imens tager du et rent stykke bagepapir og drysser sukker ud på. Så snart rouladen tages ud af ovnen vendes den over på det sukkerbelagte bagepapir og der lægges et let-fugtigt viskestykke over. Lad den afkøle helt - ca. 30 minutter.
Rens jordbær og skær i små tern sammen med banan. Vend flødeskum sammen med afkølet tyknet kagecreme.
Fordel flødecremen ovenpå den afkølede bund og drys jordbær og bananstykker ovenpå. Rul sammen til en roulade ved hjælp fra bagepapiret. Skær enderne af hvis de er grimme og placer på et serveringsfad.
Pynt med flødeskum og evt. frysetørret jordbær.






Print mig :)

Print Friendly and PDF

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...