onsdag den 31. marts 2010

Lakseroulade

Lakseroulade med dild og salat

Til ca. 6 kuverter:

400 g. røget laks


Dildcreme:

2½ dl. creme fraise 38 % (det skal være med så høj fedtprocent, da det skal piskes til skum)
Skal og saft af 1 økologisk citron
Salt og peber
ca. 1 bundt dild (gem lidt til pynt)

Creme fraise blandes med citron, salt og peber og piskes til det ligner flødeskum. Vend derefter hakket dild i skummen.

Laksestykkerne fordeles på et stykke bagepapir så de danner et rektangel og lapper over hinanden - der må IKKE være huller i det!

Skummen smøres på (ca. ½ cm. fra kanten) og du starter med at rulle rouladen sammen ved at 'løfte' i bagepapiret.

Mas kanten ind under i starten og derefter kan du rulle den sammen ved hjælp af bagepapiret - husk at rul stramt!

Når rouladen er rullet pakkes den ind i bagepapir - stramt, så den holder faconen. Udenom kommes der et stramt lag sølvpapir og den lægges i fryseren i ca. 1½ time.

En ½ time før servering tages den op - skæres ud (sørg for at den er meget fast, så skiverne ellers bliver smattet) og anrettes. Et tip er lige at tørre kniven af efter hver udskæringen, så der ikke kommer dildcreme udenpå den næste skive.

Anret med blandet salat/spinatblade og dild.

Min debut på H&M's hjemmeside....

Jep, så kom dagen altså....

Dagen hvor mit dankort hader mig. På den anden side får jeg både løn og SU nu her, så mon ikke det går?

Nå, men lille og uskyldig som jeg er, gik jeg ind på H&M's hjememside, for lige at snuse lidt. Vupti Vapti, så blev jeg 700 kr. fattigere :(

Det blev til følgende:
29,95,- Så kan man jo ikke sige nej, vel?Man kan vel aldrig få for mange striber? :)

2 stk. bikinidele for 30,- Det er sku da billigt!


Jeg har i forvejen 3 par af disse - og jeg ELSKER dem...
Den er bare smart med halterneck og så er jeg vild med farven. Den bliver god til sommer :)
Kan allerede mærke at jeg kommer til at elske denne luftige leopardkjole, når vejret bliver varmere :)
Igen lidt en "bare fordi den var billig" - 79,- og så er jeg vild med halsen og til et par leggins bliver den sikkert fin :) Fine farver :)


Jeg købte egentlig et par ballerinaer i Kolding storcenter i lørdags, men de var for små (str. 37), hvilket jeg blev lidt ked af. Så de er sat til salg og jeg prøver lykken med disse blå :)

tirsdag den 30. marts 2010

Museboller á la min mor

Museboller

Disse boller stod min mor altid op og lavede når vi skulle have noget med i skole på fødselsdage (sammen med karameltærterne).

De er ganske simple at lave:
Bollerne bages efter en AMO opskrift der lyder således:
Ca. 30 stk.
500 g. mel
50 g. gær
100 g. margarine
2 dl. mælk
1 tsk. salt
50 g. sukker
1 æg.
Gæren udrøres i den lunede mælk. Tilsæt smeltet margarine og de øvrige ingredienser og ælt godt sammen (hos mig får dejen ca. 5 minutter i Kenwood'en på 0,8).
Lad dejen hæve lunt til dobbelt størrelse i ca. 40 minutter.
Lav dejen til boller og stil dem til hævning i ca. 30 minutter indtil de er hævet til dobbelt størrelse. Pensl med æg og bag bollerne i ca. 12 minutter ved 220 grader.
Når bollerne er kolde smøres de og der lægges en skive pålægschokolade i, samt et 'snørebånd', så de stikker ud i hver ende (hale og tunge).
Herefter stikkes to mandler i som øre og to chokoladeknappes 'limes' fast som øjne. (jeg bruger en tyk hvid glasur).

mandag den 29. marts 2010

Kanelkage med chokoladeglasur


Kage:

125 g. smeltet margarine
400 g. sukker
½ l. kærnemælk
4 tsk. kanel
2 tsk. natron
400 g. mel

Margarinen og sukker røres godt sammen til det er luftigt. Kærnemælken blandes i og der røres godt.
Bland resten i kagedejen og fordel massen i en springform beklædt med bagepapir.
Den bages ved 200 grader i ca. 25 minutter.

Glasur:
25 g. margarine
ca. 200 g. flormelis
2 spsk. kakaopulver
20 g. mørk chokolade

Det hele blandes sammen i en gryde og fordeles over den afkølede kage. Der kan tilsættes 3 spsk. kaffe og lidt vaniliesukker.


Karameltærter



Karameltærter med ristede hasselnødder
Karameltærter er en opskrift min mor har opfundet for ca. 25 år siden. En kage min søster og jeg fik med i skole på vores fødselsdag i folkeskolen. Gamle klassekammerater kan stadig huske den :)

Bunden er en drømmekagebund efter AMO's opskrift:

250 g. mel
250 g. sukker
50 g. margarine
3 æg
2 dl. mælk
2 tsk. bagepulver
1 tsk. vaniliesukker

Pisk æg og sukker godt sammen, indtil det skifter farve og er let og skummende.
Smelt margarinen - hæld mælken i margarinen, så mælken bliver lun. Tilsæt dette sammen med resten af ingredienserne.
Dejen fordeles i to tærteforme i et tyndt lag.
Bages i varm ovn på 200 grader i ca. 10-15 minutter. Hold godt øje!
Når ovnen er varm skal der ristet hasselnødder.
Ca. 200 gram hasselnødder lægges på en bageplade og ristet i ovnen ved ca. 200 grader i ca. 15 minutter.

Nødderne pilles, så det er hele kerner uden skal.

Herfter smeltes ca. 200 g. chokolade over vandbad. Dette hældes ovenpå drømmekagebunden, når den er kold. Når chokoladen er størknet lægges de ristede nødder ovenpå.
Så skal der laves karamel:

Til to tærter skal der bruges:
5 dl. piskefløde
5 dl. lys sirup
5dl. sukker
3 tsk. vaniliesukker

Piskefløde, sirup og sukker blandes i en gryde (tag nu en stor en, da det skummer meget op!). Koges sammen i ca. 1½ time indtil det er karamel. Der skal røres konstant så det ikke brænder på!
Når det har den rette konsistens (stadig flydende, men fast) tages det af varmen.
Tilsidst blandes vaniliesukkeret i og karamellen hældes ovenpå nødderne.

De stilles forsigtigt i ca. 1 time til at størkne. Server i små stykker, da det er meget sødt og tungt.


Den ene blev serveret mandag aften, da svigermor og familien kom til aftensmad (Boller i karry med grove grøntsager!). Den anden fik manden med på arbejde dagen efter :)

Print mig :)

Print Friendly and PDF

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...