søndag den 19. oktober 2014

Vi udvider i Rebelsig...



Desværre er det ikke i kvadratmeter - den kamp har vi kæmpet med landmanden rundt om vores grund i mange år uden held. Til gengæld er det i nuttethed og i praktiske formål.

Hønsene
I sommeren kom Tommi hjem med 7 høns efter at have bygget et hønsehus og lavet en hønsegård. Jeg var nu ikke vild med det, men det er noget med kompromis når man er i et forhold og Tommi mente ligesom ikke jeg kunne sige nej til 7 små høns på en lille del af grunden, når nu jeg har indhegnet nærmest hver kvadratmeter til mine heste...

Så vi er nu selvforsynende med økologiske æg fra fritgående glade høns. For ja, efter kort tid i hønsegården kom de ud i det fri og går nu løse hver eftermiddag indtil de skal i seng. Det er faktisk ret genialt og de tager ikke meget energi at holde og passe.




Adam Skovly
Min smukke Laban jeg har haft i 4 år, var kronisk syg med astmatisk bronkitis og jeg har i 1½ år ikke redet ham, men han har bare gået og hygget sig. I sidste uge var hans hosten rigtig slem og han havde store vejrtrækningsproblemer, så det var ikke fair længere. Tommi kørte ham derfor til slagtehuset og aede ham imens skuddet lød. Det var den bedste måde i mit hoved....
I Danmark må en hest ikke gå alene, så Arkansas skulle have en ny makker med det samme. Jeg var ikke vild med at skulle købe og eje en ny hest med det samme, da jeg ikke orkede at tjekke markedet ud nu.
Heldigvis var et fantastisk vennepar parate og jeg fik lov til at låne en af deres haflingere på ubestemt tid og med forkøbsret.
Valget faldt på en 7 års vallak ved navn Adam Skovly. Han er ikke ryttervant eller tilredet, men han er dejlig rolig og en god støtte til min unge urolige Arkansas.
Faktisk så rolig at efter få dage tog vi ham med på ridebanen og Tommi satte sig op og efter 10 minutter skridtede han rundt alene. Fantastisk makkerpar!




Kat 1 og Kat 2
Samme dag vi var på ridebanen med hestene, kom ejernes missemor ud og hilste på sammen med to af de killinger der var tilbage til salg. To små nuttede røde killinger der troede de ejede hele verden. Arkansas og Adam (1100 kg. hest ialt) kom løbende hen mod killing på størrelse med en tekop, men den blev ikke bange. Den pustede sig op og skød ryg og da Arkansas kom tæt nok på kradsede den ud efter ham. Dét er godt nok selvtillid...
Da de så begge hoppede op i traileren da vi skulle hjemad kiggede Tommi og jeg på hinanden og sagde "Ska' vi ha' kat?"....
Så nu har vi to små, søde, nuttede, røde katte i værkstedet, som vi har planer om bliver perfekte musefængere :)




Det store spørgsmål alle kom med var: "Hvad siger Buddy til dem?".
Der er ingen tvivl om at vores elskede Buddy ikke er super omstillingsparat og ikke ligefrem elsker mindre dyr der løber hurtigt rundt.
Men han klarer det til UG med kryds og slange! Hønsene vogter han perfekt og sørger for at de bliver bagved huset. Han er helt fascineret af at kigge på dem og kan underholdes i flere timer.
Idag har han mødt kattene, som i den første uge bor i værkstedet, så de lærer deres nye base at kende. Igen var han super. De små røde nussetrolde gjorde alt for at charmere sig ind Buddy og han kunne knap spise en godbid imens han var i rum med dem.

Nu skal vi vist heller ikke have flere dyr det næste lange stykke tid.

1 kommentar:

  1. Nåååh, hvor kært med de to små - og høns og ny hest. Forstår godt, at det var lidt uoverskueligt at skulle se efter ny hest samme dag, som Laban måtte tages af dage.

    SvarSlet

Hvad synes du?

Print mig :)

Print Friendly and PDF

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Der var en fejl i denne gadget