mandag den 22. september 2014

Popcorn-chokoladekagen fra himlen


... eller faktisk er den fra det nyeste mad! blad, men den smager simpelthen så godt at det er en forbrydelse ikke at lave den, hvis man er vild med chokolade, karamel og saltede popcorn og peanuts.

Ja, popcorn oven på kagen!

Jeg var meget skeptisk, men på opfordring fra kollega blev det denne kage der blev bagt og medbragt til torsdagskagen på arbejdet i denne uge. Sikke en succes. Tror alle var vilde med den og spiste med stort velbehag, så fluks skal opskriften videre til jer...

Den er altså virkelig nem at lave og ikke besværlig, selvom opskriften er lidt lang. Kagen er supernem og imens den afkøler, laver man ganachen og karamelsovsen. Popcorn poppes lige inden servering og pyntningen tager 2 minutter.

Jeg lavede kun én ændring og det var at bruge en chokolade med appelsinsmag i ganachen, som gav lidt friskhed i den tunge kage.

1 springform til ca. 6-10 mand alt efter sult
Chokoladekagen
200 g. smør
200 g. mørk chokolade 50-60%
100 g. sukker
100 g. brun farin
2 spsk. mel
½ tsk. salt
5 æg

Chokoladeganache
1 dl. piskefløde
1 spsk. honning
60 g. mørk chokolade (50%) med appelsin

Saltet karamelsovs
2 dl. piskefløde
2 dl. flormelis
1 dl. mørk sirup
40 g. smør
1 tsk. salt

½ pose popcorn
1 håndfuld saltede peanuts

Start med kagen som laves ved at smelte smør, brun farin, grofthakket chokolade og sukker ved svag varme i en gryde. Hæld over i en skål og bland (med et piskeris) mel og salt i dej. Tilsæt æggene ét af gangen og pisk godt mellem hvert æg. Hæld i en beklædt springform og bag ved 180 grader i ca. 35 minutter. Tjek med en tandstik/kødpind om kagen er færdig (når der ikke hænger dej ved).
Stil til afkøling.

Lav imens karamelsovsen.
Hæld fløde, flormelis og sirup i en gryde og bring det langsomt i kog under omrøring. Lad det småkoge i ca. 10 minutter. Tilsæt smør og salt og pisk til sovsen er glat. Kom i en beholder og stil på køl til det skal bruges.

Chokoladeganachen laves ved at opvarme fløde og honning i en gryde til honningen er smeltet. Smelt den grofthakkede chokolade over vandbad og hæld den varme flødeblanding over chokoladen af tre gange og rør godt imellem hver gang med en dejskraber til ganachen er glat.
Smør ganachen på den afkølede kage og stil på køl i mindst 3 timer eller natten over. Pynt med friskpoppet saltede popcorn, saltede peanuts og halvdelen af karamelsovsen. Server resten i en skål til kagen.


 
 
Weekenden har jeg brugt til stævne i Skive sammen med en veninde. Mine resultater er ikke noget at prale af, men Arkansas var skøn og weekenden var hyggelig, om end lidt kold, da vi overnattede i min hestetrailer på en mark :) 

8 kommentarer:

  1. Den ser virkelig lækker og sjov ud. Tror ungerne vil elske den.

    Kh.
    Anne-Marie

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er super lækker og voksne er også vild med den :)

      Slet
  2. Enig, den ser og lyder sjov ud. Tror helt sikkert den vil være et hit hos både børn og voksne. Så den skal klart på listen over eksperimenter som skal prøves en dag

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er som sagt ret nem, så bare i gang :)

      Slet
  3. Popcorn chokoladekagen er som sent fra himlen min lille dater på 7 år elsker popcorn så den her kage skal laves til kagekone og håret skal være af popcorn glæder mig meget til at prøve TAK for opskrift.

    SvarSlet
    Svar
    1. Uh, det lyder spændende. Selve kagen er sådan konfektkage-agtig fordi den laves med ren chokolade. Hvis det er for meget, så vil jeg anbefale kagedejen fra denne kage: http://rebelsig.blogspot.dk/2013/03/chokolade-snask-kagen.html som er mere luftig og måske bedre til et 'større' projekt :)

      Slet
  4. Eeej, det er længe siden jeg har set noget så fristende - salt sød kombien er så god.

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Nemlig. Og mere vil ha mere, så den bliver snart lavet igen :)

      Slet

Hvad synes du?

Print mig :)

Print Friendly and PDF

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Der var en fejl i denne gadget