mandag den 9. september 2013

Lykken vender.... forhåbentligt!


Der har været stille på bloggen de seneste 14 dage. Jeg har ikke haft lyst til at lave mad og derfor ikke haft nyt input til bloggen.
Nogle af jer har været så søde at sende mails omkring Laban og så kom jeg i tanke om en kommentarer jeg fik tilbage for længe siden om at hun var træt at glansbillede-blogs som var overalt, men kunne lide dem som skrev ærligt omkring med- og modgange.

Vi har haft en del modgang og venter nu på at lykken vender.

Først og fremmest: Laban lever, men...
Jeg havde bestilt tid til aflivning om tirsdagen. Søndag pakkede jeg alle hans ting væk, så jeg ikke skulle kigge på dem bagefter. Tirsdag tænkte jeg hele tiden "det er sidste gang jeg gør dit imens Laban lever", "det er sidste gang jeg gør dat imens Laban er her". Jeg striglede ham så han strålede og lignede en million, for sådan en smuk hest skulle dø med værdighed!
Jeg tog selv afsted. Tommi havde tilbudt at tage fri fra arbejde og tage med, men dette her måtte jeg gøre selv. Jeg kørte afsted med ham og havde nogle lange samtaler med mig selv på vejen, for at jeg ikke skulle tude allerede inden det skulle ske.
Dyrlægen var fantastisk rolig og sagde at han lige ville lytte en ekstra gang for at se om der var sket et mirakel.
Man kan sige at Gud hørte halvdelen af min bøn; "Kære Gud, lad Laban leve ....". Dyrlægen så på mig og smilede og forklarede at der var sket en stor bedring. Han havde ikke længere smerter og vejrtrækningen var forberedt væsentligt. Jeg græd af glæde, men lykken var kort. Gud havde ikke hørt resten "... så jeg kan ride ham".
Dommen faldt og Laban må kun stå som foldhest og evt. skridttur på de gode dage i kort tid. Dyrlægen spurgte om vi skulle gennemføre aflivningen eller om jeg ville have ham med hjem. Selvom det lyder nemt, var det virkelig en stor beslutning. Jeg var forberedt på at det var slut,  havde sagt farvel til Laban og havde sagt til alle at det var slut. Så da jeg læssede ham og kørte hjem igen var jeg snotforvirret og vidste ikke helt hvad jeg skulle sige til Tommi og alle andre.

Beslutningen blev så at Karla skulle sælges så jeg kunne få en ny. Jeg ledte og ledte og skæbnen ville det at flere, både bekendte og ukendte sagde at jeg skulle se på en hingst i Nordjylland. Puha, en hingst og 280 km. oppe i landet. Da skæbnen igen slog et puds tog vi afsted derop i lørdags, da vi alligevel skulle til Århus.
Hingsten var perfekt! Han havde gejst, var lækker, kanon afstamning og fantastisk at ride. Jeg var forelsket og helt klar på at købe ham, for selv prisen var perfekt! Jeg ville dog ikke ud i det samme som med Laban, så sagde at jeg lige ville tjekke med forsikringen og vende tilbage. Dette kunne jeg først mandag.
Da jeg søndag modtog en sms om at hingsten var solgt var det faktisk som en kærestesorg der bredte sig i min krop. Jeg var gal over at hun havde solgt ham til en anden når hun vidste mine hensigter og samtidig var jeg ked af at han skulle hen til en anden. Ja jaloux blev jeg vist også.
Jeg prøver at sige at det var skæbnen. At hingsten var syg eller at der sker noget med ham indenfor noget tid og derfor jeg ikke nåede at købe ham.

Derudover har der været småting som ikke gør det nemmere:
Vi har f.eks. ikke haft tv i en uge, da Viasat har fucket vores modtager-boks op og vi venter på en ny, hvilket tager tid.
Vi havde en brøndborer ude for at hjælpe os med at lave egen boring til vanding på markerne. Han kom to dage inden vi skulle holde vejfest og vi netop havde rengjort hele værkstedet. Brønd'borer' var en pæn overdrivelse. De borede ikke en centimeter. De lavede hullet ned i jorden ved hjælp af vand! Det vil sige at de hamrede 5000 liter vand ned i jorden og 'skød' hul. Problemet er så at grunden hælder ned så alt det vand gled ind i værkstedet sammen med en fandens masse sand! Jeg nåede at tage lidt billeder med mobilen, men det beskriver slet ikke hvor slemt det var!
Vi brugte mange mange timer på at ordne det hele igen og jeg var så gal. For fandme om boringen så ikke virker! Der kommer ikke en dråbe!



Derudover har jeg haft halsbetændelse og været syg i over en uge, hvilket ikke ligefrem har hjulpet på humøret.

Så! Her er et realistisk hverdagsbillede igennem de sidste to uger her i Rebelsig.
Nu venter vi på at lykken vender og at der lige går lidt tid uden problemer med hverken dyr, hus eller os :)

3 kommentarer:

  1. Det er altså tarveligt, at hesten blev solgt til en anden, og med sygdom og oversvømmelse oveni kan jeg godt forstå, at det ikke bliver til så meget andet.

    Det er lidt af et dilemma, om man også skal dele de dårlige ting. På den ene side er det faktisk en meget taknemmelig måde at fortælle på, hvor man ikke står ansigt til ansigt med nogen, men alligevel får respons. På den anden side kommer man også til at udlevere sig selv.

    Jeg havde tidligere en meget personlig blog, og da der skete noget grimt i mit liv, var det umuligt ikke at dele det. Det havde så den konsekvens, at jeg ikke længere havde bloggen som fristed, og jeg valgte derfor at lukke den. Jeg tror dog heller ikke, at jeg ville have kunnet bevare en glansbillede-blog, da det også ville være kunstigt.

    SvarSlet
  2. Puha din stakkel, det lyder som lidt for meget modgang på lidt for kort tid!! Jeg krydser for, at det vender for jer snart! :)

    SvarSlet
  3. Er rigtig ked af at høre om Laban. Krydser fingre for, at han kan få det endnu bedre og få et rigtig godt liv, uanset om han så vil kunne rides eller ej. Jeg kan godt forstå, at du føler dig slået ud pt. over alt det, der foregår. Var også blevet rigtig ked af det, hvis nogen havde solgt den kat (må det jo så være i mit tilfælde, da jeg er kattetosset), jeg næsten havde købt. Det gør man bare ikke! Det er meget dårlig stil.

    Min blog er ret personlig. Det er jo også en madblog (eller en mig-blog; handler om det, der fylder i mit liv, hvilket især er mad, fotografi og kattene), men da en del af mine problemer hænger sammen med, hvad jeg spiser, er det ikke helt til at skille fra hinanden. Jeg føler ikke, jeg som sådan udleverer mig selv. Der er en del mere personlige ting, ikke mindst omkring mine sygdomme, jeg holder for mig selv. Men det er rart at kunne dele sorger og glæder, ikke mindst for at kunne slippe det lidt mere ud af hovedet. Så længe, jeg føler, jeg får noget godt ud af det, fortsætter jeg. Skulle det ændre sig, må man jo tage stilling til det til den tid.

    SvarSlet

Hvad synes du?

Print mig :)

Print Friendly and PDF

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Der var en fejl i denne gadget