lørdag den 11. august 2012

Tom pengepungs-lasagne


Arj okay, helt tom må pungen ikke være. Men den anden dag lavede jeg denne lækre lasagne. Der blev et kæmpe fad og endte med ialt 8 portioner (3xaftensmad, 2xmadpakker, 2xmadpakker og 1xaftensmad - og så var jeg også lidt træt af lasagne i noget tid), men det kan jo fryses så der er nem mad til en travl dag.
Opskriften er et mix af flere opskrifter og er derfor endt som min egen version, men mornaysaucen er inde fra Lasagne-eksperten.

1 stort fad (8 portioner)
400 g. hakket oksekød
1 pakke bacon (tern eller skiver klippet i små stykker)
3 løg, grofthakket
6-8 gulerødder, revet (eller et smut i minihakkeren)
2 fed hvidløg
2 dåser hakkede tomater
1 dåse tomatpure
2 laurbærblade (disse skal tages op af saucen inden lasagnen lægges sammen
2 spsk. oregano
1½ spsk. merian
1 spsk. oregano
Salt og peber
2-4 dl. mælk/fløde/vand (bestem selv og doser efter hvor tyk saucen skal være)
Lasagneplader
Revet ost

Mornaysauce:
30 g. smør
½ liter sødmælk
1 dl. fløde
3½ spsk. mel
150 g. mild revet ost
Salt og peber
½ tsk. revet muskatnød

Kom bacon og kødet i en gryde. Når halvdelen af kødet er brunet af tilsættes de hakkede løg. Når løgene er klare og alt kødet brunet tilsættes revet gulerod, hvidløg, hakkede tomater, laurbærbladene og væske. Lad saucen koge i ca. 10 minutter og tilsæt så tomatpure og krydderierne. Kog saucen igennem, tag laurbærbladene op og smag til.

Smelt smørret i en lille gryde ved lav varme. Tilsæt melet og bland det godt  sammen. Lad det stå ved lav varme i ca. 3 minutter under konstant omrøring. Fjern gryden fra kogepladen og lad det stå lidt. Imens smør og mel står og hviler, varmes mælken i mikroovnen (eller i en anden gryde hvis du orker) - det skal være lige under kogepunktet. Sæt nu gryden med mel og smør tilbage på en kogeplade ved mellem varme, og hæld derefter al den varme mælk over. Rør forsigtigt rundt indtil det simrer. Tilsæt fløde, salt, peber, muskatnød og lad saucen koge godt igennem. Tag nu gryden af varmen, eller lad den stå ved meget lav varme, tilsæt osten og rør rundt til du kan fornemme at osten er smeltet ind i saucen.

Opbyg lasagnen ved at starte med kødsaucen, lasagneplader og mornay, gentag og gentag og slut af med enten mornay eller kødsauce. Drys revet ost over lasagnen og bag den i ovnen ved 200 grader i en lille time. Server med flutes og salat.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hvad synes du?

Print mig :)

Print Friendly and PDF

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Der var en fejl i denne gadget